Projektet

PBA-Bachelorprojekt

Rammerne for projektet

At skabe en hjemmeside med fokus på brugervenlighed, handler om at bygge bro mellem teknologiens muligheder, og vores evne til at udnytte den. Des hurtigere og bedre viden kan overføres, jo mere brugervenlig kan en hjemmeside siges at være. I samspillet mellem brugerne og hjemmesiden eksisterer brugerne i to dimensioner på samme tid. På den ene side fungerer brugeren som den faktiske bruger, der bevæger sig ind på hjemmesiden. På den anden side som en forventning til brugerne i designet. Problemerne opstår, når forventningerne ikke indfries, fordi bruger og design ikke når hinanden.

Brugervenlighed på hjemmesider er et af de vigtigste parametre, når en hjemmeside skal have succes. Udbuddet på nettet er stort, og hvis dine brugere ikke føler, at din hjemmeside er let at navigere på, eller hvis de ikke kan finde de informationer de leder efter, så er dine konkurrenter kun et klik væk.

Brugervenlighed er et ord der for alvor er slået igennem her i det 21 århundrede. Brugervenlighed styrer nettet. Brugerne bestemmer alt. De kan vælge og vrage mellem ufattelig mange sider der tilbyder det samme eller et lignende produkt. Derfor er brugervenlighed på hjemmesider vigtigt for at opnå succes. Der er flere former for brugervenlighed. Det der virker for helt uerfarne brugere bliver hurtigt trættende for erfarne brugere. Det er derfor vigtigt, at man skræddersyr sin hjemmeside så den er tilpasset den målgruppe man har valgt. Brugerne skal have en positiv og tilfredsstillende oplevelse når de bruger hjemmesiden.

Parametrene funktionsdygtighed, anvendelighed og sanselig oplevelse er på et overordnet plan tilsvarende definitionen af brugervenlighed i ISO-9241-11 standarden, der er kendt og anvendt indenfor området menneske-maskine-samspil.

Problemstilling

OOOJA har, ifølge deres egne udtalelser, et problem med brugervenligheden på deres hjemmeside. De har ikke så mange tilmeldinger til deres kurser som de ønsker.

Brugerne kan simpelthen ikke finde informationer om de kurser der udbydes og hele siden fremstår uorganiseret, hvilket fører til frustrationer og at brugerne finder andre udbydere.

Opgaven for mig bliver derfor at lave en prototype af OOOJA’s hjemmeside og teste den på brugerne. Efter testen rettes fejlene og der testes igen. Ved at teste gentagne gange fanges størstedelen af de fejl der måtte være. Ved at teste prototypen på denne måde skabes en iterativ proces, hvor brugerne er med til at co-create den grundlæggende ide for brugervenlighed på hjemmesiden.

Det er utrolig vigtigt for mig, at skabe et bruger centreret design, hvor brugeren hele tiden er i centrum i form af co-creation, testning af produktet og at inddrage brugerne i produktudviklingsprocessen. Ved at opnå indsigter i brugernes behov og ønsker kan der skabes et bedre produkt. Brugerne får, via co-creation, et tilhørsforhold til produktet som skaber merværdi for både brugere og udbyder.

Projektgalleri

Her kan du se billeder fra PBA-Bachelorprojekt